Mere om Tai Chi Chuan (Tai Ji Quan)

'Tai Ji' er navnet for Yin Yang princippet. 'Tai' betyder 'stort' eller 'ultimativt', mens 'Ji' betyder 'omdrejningspunkt' (pivot, mekanisme). Begrebet referer til, at etablere et omdrejningspunkt omkring kroppens centerakse, der yderligere genererer andre omdrejningspunkter i periferien. Dette omdrejningspunkt kan transformere modstridende retninger og dermed løse konflikt i og omkring organsismen: Fysisk og psykiske helbredskonflikter inde i kroppen, mellemmenneskeligt (konflikter, kampkunst) - og større samfundsmæssige konflikter (familie, firmaer, organisationer, nationer etc.)

'Chuan' betyder 'næve'. Tai Chi Chuan bliver ofte oversat med 'Yin Yang Boksning' (læs: 'kampkunst'). Altså noget i retning af: 'Transformation mellem Yin Yang gennem omdrejningspunkt kampkunst'.

Tai Chi Chuan er gamle kinesiske øvelser med rødder i den Daoistiske tradition. De bløde cirkulære slowmotion bevægelser i Tai Chi Chuan er en af de mest effektive måder til at ophæve det kunstige skel mellem krop og sind. 

OPRINDELSE OG UDVIKLING. 

Tai Chi Chuan er blevet til gennem århundrederne i Kina´s smeltedigel af kultur, filosofi og empirisk videnskab. Tidligt opstod Dao Yin (senere:Qigong): helbreds - og energiøvelser, der efterligner bl.a. 'De 5 dyr' og deres veje til vha. bevægelser, bevidsthed og åndedræt at styrke, akkumulere og cirkulere Qi ('livsenergi') i kroppen. Under Buddistisk/Hinduistisk indflydelse fra Indien (ca. år 200 – 500 A.D.) blev Qigong øvelserne dybere rent meditativt, mens Inderne ved mødet lærte mere om åndedræt og cirkulation af Qi. Senere i Buddistiske klostre (bl.a. Shaolin) byggede man videre på 'De 5 dyr' i udviklingen af avancerede kampkunstteknikker.

Daoistiske klostre – der til tider rivaliserede med de Buddistiske – tilpassede de blødeste af disse stilarter til Daoistiske principper og filosofi (Tai Ji). Således udviklede Daoistiske munke en måde at leve Daoistiske principper i alle fysiske, psykiske og åndelige aspekter af tilværelsen, - ikke blot dyrke principperne som kønne, mentale filosofiske konstruktioner isoleret fra resten af den praktiske verden. Med træningen kunne Daoister praktisere meditation, helbreds - og åndedrætsøvelser samt kampkunst i én og samme træning uden at gå på kompromis, men derimod forene de forskellige grene til én – på en yderst behagelig måde!

Bevægelser og teknik blev raffineret gennem Daoismens 'ikke gøren' (Wu Ti) princip og anvendelse af bevægelsen mellem Yin og Yang gennem Tai Ji i alle processer.

Daoistiske munke kunne være hårde Shaolinstilarter overlegne ved blødhedens princip: ikke at være dér, hvor det hårde kommer til udtryk, men at bruge Yin og Yang´s principper (Tai Ji) til at rive modpartens balancepunkt op med rode – som havet, der flytter store sten uden at være hårdt. 

Der ligger et problem i ovenstående tekst! – Det kan ikke erfares gennem læsning og intellektuel forståelse (selv om jeg virkelig prøver at formulere efter bedste evne). At forstå i denne sammenhænge opstår kun ved at kunne. Det vil sige ved at være 'det'. (At kommentere fodbold på TV - og at spille det professionelt - er markant tættere på hinanden, end at kunne forstå Tai Chi Chuan gennem en tekst)

I den glidende udvikling af Kinesisk Kultur er det svært at sætte et præcist årstal på, hvornår Tai Chi Chuan er blevet til det, det er i dag. En legende tillægger Chang San Feng æren (kilder er uenige, om han har levet i det tolvte, trettende eller måske endda i det sekstende århundrede.) I et kloster, hvor han boede en tid, betragtede han en dagligt tilbagevendende kamp mellem en trane og en slange. De kunne ikke overvinde hinanden, men derimod formede de sig med hinanden, så de hver især undveg den andens angreb. Efter dette kombinerede han de to bløde Shaolinstilarter: 'Tranestil' og 'Slangestil', gjorde dem blødere og fik dem til at fungere i overensstemmelse med Tai Ji principper. Langsomt opstod de bevægelser vi kender i dag, og de nutidige stilarter begyndte at udvikle sig. Af 'moderne' stilarter kan bl.a. nævnes: Yang -, Wu (Hao) -, Chen - og Sunstil.

HVORDAN LÆRES TAI CHI CHUAN? 

Tai Chi Chuan kan trænes og læres på tre forskellige traditionelle måder (Dette er lidt forsimplet, men kan give en ide):

I STUEN: Mesterens sønner og de bedste elever, der er adopteret ind i familien, bliver trænet i de mest forfinede – ofte hemmelige - teknikker. 

I GÅRDEN: Udvalgte elever, der lærer bevægelsernes og bevidsthedens principper, teknikker og virkninger indenfor Qi øvelser, helbred, kampkunst og meditation.

I PARKEN: Stor gruppe af elever, der lærer Tai Chi Chuan som en serie af bevægelser, en gymnastisk koreografi, der optræner smidighed, grounding, og indre ro. Der trænes i nogle tilfælde simple åndedrætsøvelser og stiliserede kampkunstapplikationer. Denne måde er den mest udbredte træningsform i dag, godt hjulpet på vej af Folkerepublikken Kina´s forsøg på at kontrollere folkelige bevægelser – her ved at dele Tai Chi Chuan op i to – en 'gymnastikform' og en stiliseret kampsportsform, der trænes på Wu shu skoler især med henblik på konkurrencer og opvisninger. – i kampsport findes regler og pointgivning. Konsekvensen er at helheden, af dybere åndeligt og kampkunstmæssig træning, går tabt. – i kampkunst findes der ikke regler og pointgivning. Således overlever de mere avancerede teknikker i dag for størsteparten udenfor Kinas grænser.